One Star Challenge

Den nye singlehandsejlads, One Star Challenge, blev afholdt i Kristi Himmelfartferien. Starten gik fra Køge, og sejlerne skulle rundt om Møn. Der var tilmeldt 5 L23’ere. Starten gik kl. 10 i dejligt sommervejr med solskin og god vind. Bådene kom hurtigt af sted for spiler i den friske vind. Ud på aftenen døde vinden desværre helt, og kom ikke igen i løbet aftenen og natten. Samtidig kæmpede sejlerne med kraftig strøm ved Farøbroerne. I de tidlige morgentimer kom der enkelte pust. Udsigten til at nå rundt inden for tidsgrænsen lørdag kl. 18, hang nu i en tynd tråd. Derfor valgte 3 L23’ere at udgå. Men Erik i s/y Helge D217 valgte at holde på og kæmpede videre med den smule vind, der var at sejle på. Undervejs – ved udgangen af Grønsund – måtte Erik en tur i vandet, og skubbe båden fri af en sandbanke, han var sejlet på, da prøvede at tage den inden om Flæskegrund. Herefter var der stadig lang vej hjem til Køge, men Erik holdt på til kl. 05.30 søndag morgen, hvor han, helt mørbanket, kom i mål i Køge. Erik modtog derfor vandrepokalen, der var udloddet til hurtigste L23 rundt om Møn – en L23 halvmodel. Godt sejlet, Erik!!!

Læs om onestarchallenge.dk

Klubben for den bedste klassebåd i Danmark