af Hans Jørgensen

Mastetoppen monteres med en Vindex og toplanterne. Alt andet overflødigt udstyr fjernes fra toppen af masten. Som udgangspunkt, for at få trimmet masten optimalt, skal man før denne sættes, trække forstag og topvanter ned langs masten og påføre disse et mærke ud for øverste kant af det nederste mærke på masten ved bommen. Alle kapsejlende både skal have to mærker på masten – Et ved overkanten af bommen og et i mastetoppen hvortil storsejlet må trækkes. Som udgangspunkt, er mærket ved bommen 61 cm over ruffet ved mastefoden. Hvis dette mål er anderledes, skal man kompensere for dette i det efterfølgende. Mærket på forstaget benyttes nu til at justere forstagets længde. Afstanden, mellem mærket og midt bolt hvor forstaget fæstnes i stævnbeslaget, skal være 1,42 m. Masten skal stå i mastesporet, så afstanden mellem forkant mast og midt bolt i stævnbeslaget er 2,81 m. Hermed er udgangspunktet for mastehældningen rigtig. Mærkerne på topvanterne benyttes til check om masten står lige i båden. Der måles fra mærket til dæk i begge sider. Når masten står lige i båden måles og noteres afstanden fra overkant af vantskrue til dæk i begge. Forudsat at topvanterne herefter er stabile, vil disse mål fremover danne grundlag for en kontrolmåling. Denne målemetode er mere nøjagtig, end hvis man bruger storsejlsfaldet til at måle afstanden fra mastetoppen og til de to røstjern i begge sider.
Nævnte metode skulle gerne svare til at masten sættes i foden så fodens forreste “tap” er fri foran masten. Pinden i mastefoden går således gennem anden sidste “hak” i mastesporet. Hvis man måler forstaget inden man sætter riggen, skal længden mellem midten af endeøjerne være  9,06-9,08 m. Hvis dette ikke kan opnås forlænges forstaget med en tockler.
Mastehældningen og dennes placering har betydning for bådens balance. Man skal føle et lille tryk på roret på kryds og slipper man roret skal båden søge op i vindøjet. For meget tryk kan skyldes hule sejl – hvis ikke skal man gøre forstaget kortere (masten frem). Omvendt hvis båden er neutral på roret skal forstaget gøres længere (masten tilbage). Skruehullerne til fastgørelse af salingshorn, i de oprindelige beslag, er sikkert slidte og med meget slør. Disse kan bores op og nye større skruer, som lige passer, isættes. Når hullerne bores op, skal salingshornene holdes fremad så salingen sluttelig peger max. 4 grader agterover. Man kan evt. lægge en plade mellem agterkanten af salingshornet og masten, så den rette vinkel opnås igen. Salingshornene skal danne lige store vinkler i forhold til topvantet. Ligeledes skal vinklen i længderetningen være den samme i begge sider, og der må ikke være slør i beslagene. Nyere salingsbeslag kan ikke ændres mht. vinkelen når først de er nittet på masten.
SALINGSHORNENE FREMAD SÅ DE ER NÆSTEN (4 grader) VINKELRETTE LANGSKIBS…

Topvanterne strammes, og man måler fra de to mærker på topvanterne til dæk, at afstanden er ens i de to sider. Undervanterne skal til at starte med være helt slække. Nu strammes agterstaget ALT hvad der kan trækkes, så masten krummer kraftigt agterover. Hvis storsejlsfaldet fæstes til bomnokken kan man også stramme storskødet og dermed krumme masten yderligere. Nu er masten blevet “kortere”, og man strammer topvantet. Efter en kontrol at masten står lige i båden, løsnes agterstaget. Under sejlads med genua i frisk vind checkes senere om læ topvant ikke står løs. Undervanterne strammes nu, så masten næsten er lige. Ved at hive i undervanterne en af gangen, kan man checke om masten er så ret, som den kan blive. Hvis man ser op langs hulkehlen hvor storsejlet fødes, kan man nemt se, om masten er lige. Undervanterne skal senere ved sejlads efterjusteres afhængig af storsejlets forkurve. Storsejl med lille forkurve skal have undervanterne strammet godt (masten lige med slægt agterstag) og omvendt med storsejl, der har mere forkurve skal riggen have løsere undervanter. Husk at jo mere lige mast man sejler med, jo mere stiv og stabil er denne ! Masten må godt i hård vind falde 10cm ud til læ i toppen. Ligeledes kan man fordel justere undervanterne afhængig af vindstyrken. Mere tot undervant ved stigende vindstyrke. Nogle storsejl kræver at masten buer bagover på midten (2 omgange ekstra på undervanterne) ved slægt agterstag, hvis der skal sejles i hård luft med genua eller fok.  I let vind kan man med fordel slække undervanter så storsejlet står rigtigt uden at hækstaget hives og forstaget dermed strammes for meget.
MASTEKRUMNINGEN JUSTERES PÅ UNDERVANTERNE TIL AT PASSE MED STORSEJLETS FORKURVE OG FACON !

Hvis man ved at stramme agterstaget, når der kommer vind, får for fladt storsejl evt. med en fold fra bomnokken op til masten over salingshornet, skal undervanterne strammes mere. Omvendt, hvis storsejlet er syet med stor forkurve, skal undervanterne måske slækkes lidt; men ikke for meget da en ret mast er stivere og mere stabil. Topvanterne skal stå så stramt at de ikke er løse i læ. Dette gælder dog ikke med genua i 10 s/m. Generelt skal riggen stå meget hårdt; men det er samvittigheden, som afgør hvor hård, man vil være ved båden. Det anbefales at topvanternes rigspænding måles med en rigmåler. Jeg har en Vajert – Vari Vant Sweden, som skal vise 6,5. Hvis man måler med en Tension Gauge PT-1 skal den vise 22.
TOPVANTERNE SKAL GENERELT VÆRE STRAMME !

Ældre både har ikke røstjernsfæste indvendig i båden ved undervanterne. Hvis båden ikke har dette, skal man ikke spænde undervanterne for meget. Samme type fæste som bruges til topvanterne kan benyttes til undervanterne..